Inden man anskaffer sig en hund, er der nogle ting, man bør have styr på. Det første er om man har lysten og ikke mindst tiden og overskuddet til at have en hund. At købe en hund, er ikke det samme som at købe en kat. En hund kan ikke passe sig selv i længere tid og kræver opmærksomhed på en anden måde. Desuden skal den luftes flere gange dagligt. Så hvis man er det mindste i tvivl om, hvorvidt man har tiden til at passe en hund som den skal, så skal man droppe tankerne. For selvom det er fantastisk at have en hund, så er det også noget der er forbundet med mange forpligtelser. Man kan ikke bare lige tage væk en weekend og ferier kræver mere planlægning.
Økonomien i at have en hund
En anden ting du skal tænke over, er om du har det økonomiske råderum, som det også kræver at have en hund. For det første er der naturligvis prisen på hunden, på den lange bane, er denne udgift dog ikke den største. Der kommer en lang række udgifter i forbindelse med at have en hund.
Udover at der er en den lovpligtige forsikring og hundetegn, så skal en hund også regelmæssigt til dyrlæge og tjekkes, og skal måske steriliseres eller kastreres. Dertil kommer der udgifter til alt fra hundefoder til udstyr som snore og lignende.
Hvor meget disse ting koster afhænger naturligvis meget af hvilke løsninger man vælger, og hvilke mærker man synes ens hund skal have. Uanset hvad, så kommer man dog ikke uden om at der er udgifter for mange tusinde kroner om året ved at have en hund.